Vidnesbyrd om San Miguel del Bala, Bolivia. Gæster: Familien Paul og Marja Suijker.

San Miguel del Bala, Bolivia.

Landsbybaseret Øko-logi & Øko-turisme

Ture i regnskoven i og omkring Madidi National Parken.

Komfortabelt ophold i hytter med elektricitet og eget badeværelse.

Tilbage til startsiden

Tilbage til introduktions siden

Denne side på engelsk

= This page in English

Gå til side nr. 2 med vidnesbyrd

Velkommen til side nr. 1 med vores gæsters udsagn og dagbøger

Gæster juli 2005: Familien Suijker, en gruppe på otte gæster fra Nederlandene (Holland)

“Vi syntes rigtig godt om San Miguel del Bala”. Om en tur ind i Madidi National Parken: “Fantastisk tur”.

Paul Suijker skriver så indlevende og spændende om deres oplevelser i Bolivia, at man ser det hele for sig.

Farverige førstehåndsindtryk krydret med pudsige anekdoter og nyttig baggrundsinformation.

Familien Suijker rejste i Bolivia i perioden 3. - 31. juli 2005. Deres rejse-blog “Suijker in Bolivia” på hollandsk kan læses på http://suijkerinbolivia.blogspot.com De besøgte San Miguel del Bala i fem dage. Den følgende tekst er oversat fra hollandsk til dansk af Anna Sellebjerg Møller, København, Danmark. Oversættelsen og fotos vises her på vores hjemmeside efter aftale med forfatteren Paul Suijker, Delft, Nederlandene (Holland).

Suijker har 32 fotos fra San Miguel del Bala og Rurrenabaque i et fotoalbum med engelske billedtekster: Album side 1. Album side 2.

Se ’frimærkebilleder’ nederst på siden her. Det er et ’Flickr’ album ”Rurrenabaque”, oprettet af PablitoAz.

Søndag den 24. juli 2005

Rurrenabaque

Søndag eftermiddag med to taxier til lufthavnen i La Paz. De gamle taxier var ikke i stand til at tage turen op til 'El Altiplano' på den "normale" måde; vejene er for stejle. Desuden var La Paz' centrum spærret af pga. festligholdelse af starten på det nye akademiske år. Ad en kreativ omvej og til sidst ad (betalings)motorvejen opad ankom vi alligevel til lufthavnen til tiden. Flyet var et Fairchild propelfly med to motorer. I den snævre cigar var der plads til nitten passagerer. Man kunne ikke stå oprejst i den. Smuk udsigt over Cordillera Real (Illimani). Der var en del turbulens over bjergene (børnene hylede som i en rutsjebane). Efter en lille time landede flyet i lufthavnen i Rurrenabaque. Ikke den tropiske varme, vi havde forventet, men overskyet og køligt. Lufthavnen var en slags fodboldkantine ved kanten af græsmarken. Her blev vi mødt af Juan Carlos fra San Miguel del Bala. En lille bus kørte os til Benifloden, hvor en båd lå klar til os. I hastigt tempo (40 hk påhængsmotor) sejlede vi til hytterne (små feriehytter) i regnskoven. Ved siden af os fløj fuglene, der var på vej til deres sovepladser ved lagunen.

I skumringen ankom vi til landsbyen San Miguel del Bala, hvor der et halvt år forinden var oprettet et økoturismekompleks. Vi var gæst nr. 80. Komplekset bestod i et velkomstområde og et køkken / en restaurant (nede ved floden) og syv trepersoners hytter på toppen af en skrænt ca. 100 meter oven for floden. En pæn klatretur hver gang. Hver hytte står midt i regnskoven. Fra hytten kan man ikke se de andre hytter. Lotte, Hilde og Anne-Sara tog den første hytte, Paul og Marja den anden, Bertha, Hans og Jan-Manuel den tredje. Hver hytte var bygget af materialer, der findes i de nære omgivelser. Tropisk hårdttræ til stolperne, flettede rør til væggene og palmeblade til taget. Kun myggenettet for vinduerne var importeret. Da vi havde sat vores bagage i hytterne, kunne vi med det samme sætte os til bords til aftensmaden. Udmærket trerettersmenu med egnsretter, sparsommeligt oplyst af en lille pære, der blev drevet af en generator. Mødte vores værter og guider Juan Carlos og Felsy. Efter maden fandt vi vejen opad med vores lommelygter. Gangstien til hytterne er afmærket med tovværk, efter at en fransk turist et par uger tidligere for vild på vejen derop (bestemt ikke utænkeligt i mørket!).

Mandag den 25. juli 2005

Stod tidligt op. Pragtfuld udsigt over Benifloden og kløften, som floden har slebet gennem Bala-bjergkæden (cuesta). Dette vand strømmer til sidst ud i Amazonfloden. Herlig morgenmad i restauranten. Forunderligt at der her i junglen kan serveres en bedre morgenmad end på de fleste franske hoteller. Snakkede videre med Juan Carlos og Felsy. Begge er indbyggere fra landsbyen San Miguel del Bala, der - med hjælp fra en ngo-organisation - har ladet sig omskole til guider. Alt i alt drives komplekset af en del af de 46 familier, der bor i landsbyen; omkring tyve er køkkenpersonale og atten er guider, der efter tur betjener turisterne. Den første dag går vi en tur med Felsy og Juan Carlos i nærheden af landsbyen. De forklarer os om træerne, lianerne og planterne, der gror i omegnen.

Hvilke træsorter, der har givet træ til hytterne, vi har sovet i. Hvilke planter, der har lægende egenskaber. Felsy graver en fugleedderkop ud af en rådden træstamme. Om eftermiddagen besøger vi landsbyen og får et godt indtryk af, hvordan sådan en landsby fungerer. En af de andre landsbyboere demonstrerer en sukkerrørspresse. Stænglerne stikkes én for én ind i pressen, der betjenes med håndkraft. Smagen er skøn, særligt med lidt frisk citronsaft. For enden af landsbyen, der ligger som et bånd langs floden, venter vores skipper Fernando på os, og han sejler os tilbage til hytterne. Igen et dejligt måltid, bl.a. fisk tilberedt på tre forskellige måder (stegt, kogt og dampet i palmeblade). Frisk frugtsaft, ris, picante (stærk sovs), te, Nescafé. Frugt til dessert. Vi beslutter at blive et par dage mere.

Tirsdag den 26. juli 2005

Bertha bliver tilbage i hytten for at studere. Vi går en lang tur gennem regnskoven, der ender i en smal kløft, der er en meter bred og en fem-seks meter høj. Efter få minutter har vi fuldstændig mistet orienteringen. Nogle måneder tidligere for en videnskabsmand vild her på trods af sin avancerede udrustning (GPS o.l.). Han var forsvundet i tre dage. Til sidst blev han fundet ved en eftersøgning, hvor alle landsbyens indbyggere deltog, mindre end 500m fra floden. Han var helt udmattet og havde insektbid fra top til tå. Han banede sig vej om natten gennem skoven ved hjælp af blitzlyset fra sit kamera. I kløften finder vi kolibrireder, hvor der stadig er æg i.

Ca. to meter over vandoverfladen er der tarantelreder; de kan genkendes på sprækkerne med tætte spindelvæv for. I kløften er der også flagermus og kødædende edderkopper med en diameter på 30 cm. Rigtig dejligt. Da Lotte kommer til at stå ansigt til ansigt med sådan en edderkop, kan selv hun heller ikke undertrykke et skrig. For enden af kløften er Benifloden og selvfølgelig Fernando med båden. Om aftenen folkemusik og historier fortalt af folk fra landsbyen. Felsy viser sig at være god til at spille fløjte og en god fortæller. Hvert element bliver fortalt på tre forskellige måder, hvilket tager farten ud af historien, men hvad forventer du i et område uden fjernsyn og radio?

Onsdag den 27. juli 2005

Vi bliver vækket af et frygteligt skrig fra børnene. En fugleedderkop er trængt ind i pigernes hytte. Paul klemmer kræet fast mellem to klip-klappere og sætter den ud i skoven. Efter det lagde vi et håndklæde for revnen under døren. Dejlig morgenmad med madbanan med salt og picante, og så hurtigt ned til båden til en tre timer lang tur ad Beni- og Tuichifloden dybt ind i Madidi nationalparken. Båden består af en udhulet træstamme af mara (mahogni) med en overbygning af cedro (gran?). Floden er temmelig vild, og nogle steder ligger der træstammer lige under overfladen. På fordækket sidder Juan Carlos, der holder øje med vandet og giver Fernando anvisninger. Floden forandrer sig fra år til år her, så skipperens liv er i hvert fald ikke kedeligt. Nogle gange må han vælge mellem flere sejlruter; så deler floden sig i to eller flere segmenter. Som regel vælger han den rigtige. Én gang, på det sted, hvor vi drejer ind på Tuichifloden, skal vi ud af båden. Vandet er for lavt her. Guiderne springer i vandet og skubber båden over forhindringen. Efter et stykke tid dukker endnu en biflod op, ???-floden. Vi sejler lidt videre og lægger til ved en lille sandstrand. I sandet ser vi spor af en tapir, en capihuara (verdens største gnaver) og en jaguar. Længere fremme er der spor efter håndgemæng mellem jaguaren og capihuara'en. Mellem de høje siv begynder en dyresti, som guiderne har afmærket på et sted, hvor man kan se mange dyr. Vi går endnu ca. hundrede meter frem og giver os dødstille til at vente på dyrene. Smukke øjeblikke, hvor man rigtig kan lade regnskovens lyde trænge igennem til sig. Vi så desværre ingen dyr; jeg tror, at vi som en gruppe på ti personer alligevel larmede for meget. Men vi så mange spor. Fernando havde i mellemtiden fanget en stor fisk. Jan-Manuel fik også lov at prøve og fangede med det samme sin første fisk; en stor smørfisk, der lå i bunden af båden mellem vores fødder og bevægede sig et stykke tid. Børnene ville svømme; det viste sig bagefter ikke at være nogen god idé, for de blev ædt op af insekter. Specielt benene blev ofret. Men det var dejligt vand at bade i. Guiderne holdt ængsteligt øje med vandoverfladen. Krokodillerne, der er her, kommer som regel kun frem om natten, men man ved aldrig. Sidst på eftermiddagen besøgte vi en klippevæg med papegøjereder. Fra vores skjul i junglen havde vi et pragtfuldt udsyn til ara-parrene, der vendte hjem efter udført arbejde. Fantastiske farver. I lyset af den nedgående sol sejlede vi ned ad floden igen til San Miguel del Bala. Fantastisk tur. Om aftenen blev vi atter overrasket af en markmus i toilettet i hytten. Dyret var faldet ned i kummen, men kunne ikke kravle op. Hvad skal man gøre? Skylle ud eller redde den. Dyret lod sig ikke samle op. Så satte vi en pind ned i kummen, så musen selv kunne kravle op. Den blev pænt siddende på pinden, mens vi bar den udenfor.

Torsdag den 28. juli 2005

Vågnede af lydene omkring hytten. Tidligt om morgen er regnskoven fuld af gække-, pippe-, klokke-, skræppe-, kvidre- og andre lyde. Herligt at vågne til. Et øjeblik lyder det, som om det regner, men det er smågrene, nødder og blade, der falder ned på taget af hytten. Der bliver konsumeret heftigt omkring én. Med bagagen ned ad den lange trappe til morgenmadssalen, til den sidste morgenmad i regnskoven. Udfyldte endnu et spørgeskema. Kan vi se vores kommentarer på organisationens hjemmeside? www.sernap.gov.bo/sanmiguel/smlodge.htm [Senere ændret til www.sanmigueldelbala.com]

Tog afsked med guiderne og sejlede med båden tilbage til Rurrenabaque. En herlig, søvnig tropelandsby. Satte bagagen i organisationens kontor, så vi kunne tilbringe et par timer mere i Rurre. Tog den lille færge til den anden side af floden til San Buenaventura; besøgte kontoret for den organisation, der fører opsyn med Madidiparken. Anskaffede T-shirts, naturligvis. Fra San B. afgår jeeps til småbyer, der ligger dybere inde i junglen.

I et træ hænger en tavle med navne. Så snart der er noteret seks navne, kører jeepen. Spiste om eftermiddagen i Rurre. Lottes underben er temmelig hævede af de talrige marinhui-bid under svømmeturen. Tjeneren i isbutikken forsikrer os om, at det er en normal allergisk reaktion, og han råder Lotte til at sidde med benene i en balje med varmt saltvand. Foreløbig holder vi os til isterninger. Bekræftede flybilletterne på AmasZonas' kontor. El grupo de ocho (gruppen på otte) var allerede bekendt. I minibus til lufthavnen. Efter et stykke tid landede Fairchild'en igen på græsbanen. Fordi piloten havde parkeret flyet lidt for langt fra generatoren, måtte jordpersonalet skubbe det nogle meter tilbage med håndkraft. Krøb atter ind i flyet, hvor nogle dystre figurer allerede havde taget plads. En tyk tysker med en endnu tykkere bodyguard. Det gav mig alligevel nogle underlige associationer. Problemfri flyvning til La Paz. Dejlig kølighed ved ankomsten (Rurre var alligevel temmelig varm), den lette snurren i hovedet pga. højden (4100 m) og skønt ikke at have insekter omkring sig.

Kilde: http://suijkerinbolivia.blogspot.com (på Hollandsk).

I e-mails har Paul Suijker tilføjet:

We enjoyed San Miguel del Bala very much. [..] The people from the San Miguel del Bala village are very friendly. [..] We decided to stay some extra days because we liked the place very much.

Dette kan oversættes til:

Vi syntes rigtig godt om San Miguel del Bala. [..] Folk fra landsbyen San Miguel del Bala er meget venlige. [..] Vi besluttede at blive nogle ekstra dage, fordi vi holdt meget af stedet.

Fra Paul Suijker billedtekster i fotoalbum:

Foto af hytte: ‘The excellent lodges of San Miguel del Bala’.

Foto fra regnskoven: ‘Keep an eye on your kids. Lose them out of site for 2 seconds and you will never find them again (just kidding!)’.

Dette kan oversættes til:

Hytte: ’De fortræffelige hytter i San Miguel del Bala’

Regnskov: ’Hold øje med ungerne. 2 sekunder ude af syne, og du finder dem aldrig igen’.

’Frimærkebilleder’ fra Suijker’s/PablitoAz’s fotoalbum på www.flickr.com: